Anders Koppels Marimbakoncerter
af Esben Tange
Anders Koppel (f. 1947) er i sjælden grad en komponist af sin tid. Med det ene ben solidt plantet i den klassiske europæiske musiktradition og det andet ben i verdensmusikken og den rytmiske musik kan Anders Koppels virke som komponist ses som ét langt vedvarende arbejde med at forene disse kulturer i et nutidigt tonesprog. Det har resulteret i en lang række originale og vidtspændende værker, der alle er præget af en særlig evne til at kommunikere følelser og energi stærkt og ligetil mellem musikere og publikum.
Som søn af komponisten og pianisten Herman D. Koppel (1908-98) voksede Anders Koppel op i et musikalsk miljø, og som barn og helt ung spillede han klaver og klarinet og fik tidligt et indgående kendskab til partiturlæsning og instrumentering. Samtidig tog Anders Koppel aktivt del i de musikalske eksperimenter, som var en del af 1960'ernes og 70'ernes ungdomsoprør. I årene 1967-74 var han som organist og tekstforfatter et af de bærende medlemmer i rockgruppen Savage Rose, der var blandt de mest fremtrædende og nyskabende på den danske rockscene. Efter at Anders Koppel i 1974 trådte ud af Savage Rose har han i stigende grad fordybet sig i skabelsen af ny kompositionsmusik.
Sideløbende med arbejdet som komponist har Anders Koppel været aktiv musiker i blandt andet gruppen Bazaar, hvor han i mere end 35 år dyrkede et unikt udtryk præget af improvisation, balkanmusik og Anders Koppels egne kompositioner. Siden 1996 har han også spillet sammen med sønnen, saxofonisten Benjamin Koppel, i bl.a. orkestret Koppel & søn, samt indgået i et duo-samarbejde med den amerikanske pianist og komponist Kenny Werner. Erfaringerne som scenekunstner minder til stadighed Anders Koppel om vigtigheden af at gøre musikken vedkommende for publikum, og det har resulteret i en egen musik, der i særlig grad er udadvendt og medrivende. Frem for at dyrke en særlig kompositorisk teknik har Anders Koppels musik ofte en udogmatisk strømmende karakter, baseret på en klassisk tonalitetsopfattelse og på det enkelte instruments naturlige udtryksmåde. Dertil kommer, at Anders Koppel har komponeret musik til omkring 200 film, teaterforestillinger og balletter, hvilket har været med til at skærpe hans musikalske vokabularium, der foruden de klassiske former også indbefatter et nært kendskab til og kærlighed til latinamerikanske stilarter som tango, samba og cubansk musik.
Det høres allerede i debutværket for klassisk besætning; en klaverkvintet fra 1982, hvori der indgår en tango. Det egentlige gennembrud som komponist af koncertmusik fulgte i 1990 med Toccata for vibrafon og marimba, der er virtuos og teknisk udfordrende musik, som veksler med drømmende passager af fortryllende skønhed. Her har Anders Koppel fundet en egen stil, der både giver de udøvende musikere mulighed for at skabe performance på højeste niveau, og som appellerer direkte til publikum. Disse kvaliteter har Anders Koppel siden sublimeret i godt 30 koncerter for solist og orkester, hvor den umiddelbare identifikation med solisten ofte tilføjes en fantastisk dimension, da Anders Koppel har evnet at knytte både intime menneskelige følelser og overnaturlig kraft og lidenskab til den centrale instrumentalist.
Det kommer første gang til udtryk i Koncert nr. 1 for saxofon og orkester (1992), der i en egen frigjort neoklassisk stil veksler mellem sfæriske strygerklange, Bach-inspireret fugato og sejt swingende rockrytmer. Anders Koppel har også komponeret flere dobbeltkoncerter. Blandt andet Koncert for fløjte, harpe og orkester (1998), hvor elegancen og poesien er beslægtet med Mozarts klassiske koncert for samme besætning. Men selve tonesproget er - med en impressionistisk klangbehandling og en sensuelt dansende karakter - Anders Koppels eget.
Anders Koppels sans for at fordybe sig i det enkelte instruments natur og finde nye udtryksmåder, som bryder vante forestillinger, har ført til en række koncerter for instrumenter, som sjældent f r lov til at optræde solistisk. Det er blandt andet tilfældet i Variationer for basbasun og orkester (1997), Koncert for tuba and orkester (2003), akkordeonkoncerten Concerto Piccolo (2009) og senest i Koncert for Alufon og Orkester (1913), hvor Anders Koppel som den første komponist udfolder nogle af de rige klanglige muligheder, der ligger i samspillet mellem den klokkelignende Alufon og symfoniorkestret. Seneste skud på stammen af solokoncerter er en fløjtekoncert Andorinha (Svalen), uropført af Rune Most og Randers Kammerorkester i maj 2014, og Koncert for violin, saxofon og orkester der uropføres af den canadiske violinist Karen Gomyo og sønnen Benjamin i Musikkens Hus i Aalborg i efteråret 2014.
Marimbaen
Marimbaen er et ungt instrument i den klassiske vestlige musik, men som folkemusikinstrument går rødderne langt tilbage til den afrikanske balafon, der har en mere sprød klang, og hvor monterede kalabasser under instrumentets træstave giver en særlig nasalt-summende lyd. Afrikanske slaver bragte balafonen til Syd- og Mellemamerika, hvor instrumentet skiftede navn til marimba, og hvor antallet af stave blev forøget, så det blandt andet dækkede en fuld kromatisk skala. Marimbaen - og den lysere klingende xylofon - er fortsat et populært instrument i blandt andet Mexico og Guatemala, hvor marimbaen har status af nationalinstrument. Den moderne marimba har ofte stave af rosentræ, og resonerende aluminiumsrør under hver stav sikrer, at instrumentet i dag har en stor dynamisk spændvidde, fra det næste uhørlige til det øresønderrivende.
Det er først efter 2. Verdenskrig, at marimbaen er blevet en del af den klassiske musiks instrumentarium, og i sin Koncert for marimba og vibrafon (1947) begyndte Darius Milhaud som en af de første at eksperimentere med at bruge fire køller frem for blot to. Siden da har bl.a. Messiaen brugt marimbaen som orkesterinstrument, og marimbaen er i dag ofte en integreret del af slagtøjsgruppen i ny kompositionsmusik. Anders Koppel, der med sine i alt fire koncerter har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af repertoiret for marimba og orkester, fortæller at marimbaen er enestående i samspillet med orkestret, da marimbaen både kan træde ud som en selvstændig stemme i orkestrets lydbillede og er i stand til at gå ind i og smelte sammen med de andre instrumenters klang. Og så er marimbaens klang isoleret set præget af en umiddelbar skønhed, varme og glød, som giver instrumentet en naturlig tiltrækningskraft.
OM VÆRKERNE
Koncert nr. 1 for marimba og orkester
Allerede med Koncert nr. 1 for marimba og orkester har Anders Koppel skrevet sig ind i marimba-litteraturens kanon. Koncerten, der er komponeret til finalen i Den internationale Slagtøjskonkurrence i Luxembourg i 1995, er i dag et standardværk for unge solistisk begavede slagtøjsspillere og er blevet opført mere end 300 gange. Her er alt, hvad man kan ønske sig af en klassisk koncert for marimba og orkester; En medrivende dramatisk første sats, hvor marimbaen boltrer sig som et legesygt barn i et tæt samspil med symfoniorkestret, der skiftevis viser sig fra en mørk determineret side, skiftevis lader sig rive med af marimbaens løsslupne dans. En drømmende andensats, hvor der er rig lejlighed til at vise marimbaens store palet af klanglige nuancer - svøbt i et dunkelt orkestralt klangtæppe optræder marimbaen her som en sværmerisk nattevandrer i dialog med en længselsfuldt opadstræbende violinsolo. Og endelig en perle af en finale, der er et bravurstykke i egen ret. Marimbaen viser sig her fra sin mest inciterende side med et drilagtigt rytmisk tema, der kulminerer i en stort anlagt kadence, hvor marimbaens naturlige anlæg for virtuose excesser udnyttes til fulde.
Koncert nr. 2 for marimba og strygeorkester
Tidens ubønhørlige tik tak er udgangspunktet for og den gennemgående musikalske motor i Anders Koppels Koncert nr. 2 for marimba og strygeorkester. Med ingeniørmæssig præcision udmåler marimbaen tidens gang som regelmæssigt faldende dråber en tyst nat, og selv om strygerne med deres evne til at danne klangflader postulerer et evighedsperspektiv på tidens gang, er også deres musikalske stof rundet af den rytmiske kim, som intoneres af marimbaen ved koncertens begyndelse.
Et hvert livs timelige vilkår ligger som en skæbnebestemt præmis over denne ensatsede koncert. Billedet sløres ganske vist undervejs, hvor vi både bliver vidne til, at strygeorkestret diffunderer ud i en forfinet spindelvævssats med solistisk opdelte stemmer samt glissandi-effekter, og til at et sejt swingende groove er på nippet til at opsluge både orkester og solist.
Men trods de musikalske sidespring, der også indbefatter marimbasolistens løsslupne kadencer og fnuglette melodistumper, der flakser frit i rummet, så lurer tidens uomgængelige tik tak pulsslag som en vedvarende skygge i musikken, og sikrer, at denne koncert er præget af en helt særlig determineret koncentration. Og som en følge af det virker det som en naturbetinget konsekvens, at koncerten munder ud i den samme tik tak verden, som den blev født i.
Koncert nr. 3 "Linzer" for marimba og orkester
I sin Koncert nr. 3 "Linzer" for marimba og orkester, der er skrevet til den østrigske marimbavirtuos Martin Grubinger og uropført af Bruckner Orkestret i Linz, har Anders Koppel skabt en marimbakoncert, som gør brug af et stort senromantisk orkester. Ikke mindst messingblæserne spiller en markant rolle og sikrer, at koncerten er præget af en særlig symfonisk tyngde. Desto mere påfaldende er det, at netop denne koncert er rig på delikate detaljer. Det er tydeligt lige fra begyndelsen, hvor indledningens finurlige og elegant swingende marimba-tema ikke blot imiteres af træblæserne, men også af de fire horn, der med største selvfølge kaster sig ind i koncerten med en adræt attitude, der ellers oftest er forbeholdt instrumenter fra orkestrets højere luftlag.
Koncerten er et overflødighedshorn af rytmiske finurligheder og motiviske stumper, der fyger rundt blandt orkestrets grupper og skaber en karnevalsagtig løssluppenhed. Dertil kommer en mere indadvendt melankolsk side, repræsenteret af et mørktfarvet strygertema. Alt i alt store orkestrale kræfter, der balanceres i og med at marimba-solisten udfordres til det yderste. I den første store kadence kastes solisten som en anden filosofisk anlagt grubler ud i reflektioner over altings ophør i en leg med stilhed og med en puls, der truer med at gå i stå. I andre passager har solostemmen karakter af en teknisk 'tour de force', og dermed holdes spændingen i live helt frem til sidste tone, hvor solist og orkester forenes i en fælles triumferende slutning.
Koncert nr. 4 for marimba og orkester "Til det forgængeliges ihukommelse"
Den 4. marimbakoncert er bestilt af Wiener Mozartjahr 2006, tilegnet Martin Grubinger og uropført af ham i Musikverein i Wien, som en del af fejringen af Mozarts 250 års fødselsdag. Koncerten er enestående blandt Anders Koppels koncerter, idet komponisten har knyttet et selvoplevet program direkte til musikken. Akkompagneret af en 'walking bass'i henholdsvis dybe strygere og marimba, og med højtidsstemte akkorder i horn og træblæsere, begynder koncerten med ceremoniel strenghed, og efter at orglet har slået en himmelsk tone an, tager en inderligt formet salmemelodi efterhånden form i marimbaen. Salmen refererer til en oplevelse en hed sommerdag, hvor Anders Koppel og hans kone Ulla begav sig ind i en mørk svensk skov:
"Midt inde i en mørkning - eller snarere lysning - fik vi pludselig øje på en lille, ældgammel marmorsten, indhegnet af en rusten jernkæde. Stenen var halvt forvitret, men indskriften lod sig stadig tyde - "Til det forgængeliges ihukommelse", stod der. Ordene ramte os med overraskende styrke og satte vores tanker i gang. At vi mennesker skal dø, er til at leve med, men at også musikken - den evige musik - Mozarts musik - en gang vil forsvinde, er sværere at forlige sig med."
Oplevelsens magiske karakter og erkendelsen af al tings forgængelighed ligger som en tankevækkende forestilling bag hele koncerten, men resulterer ikke i nedbøjet tristesse. Snarere tværtimod. En indskudt marimba-kadence resulterer nemlig i, at orgelet introducerer en glædesfyldt dansemelodi, der oprindeligt er komponeret af Anders Koppel til Bazaar, og da denne livsglade melodi efterfølgende forenes med en stump af Mozarts Rondo alla turca fra hans Klaversonate nr. 11, udvikler koncerten sig til en besyngelse af livet i al dets forunderlige forskellighed. Øst og vest - repræsenteret på den ene side af marimbaen og en række andre slagtøjsinstrumenter og på den anden side af det klassiske symfoniorkester - mødes her i koncerten i en livgivende fælles fest. Lige som det på sin vis er tilfældet i Mozarts klaversonate og i Anders Koppels livslange arbejde med både balkanmusik og klassisk vestlig musik.
P.S. til en Koncert
Efter at Anders Koppel som jurymedlem ved Den internationale Slagtøjskonkurrence i Luxembourg i 1995 oplevede uropførelsen af sin Koncert nr. 1 for marimba og orkester komponerede han dette Post-Scriptum for marimba solo. Stykket har karakter af et kort ekstranummer, hvor marimbaens klokkeagtige anslag og naturlige evne til at lege med tempo og rytmiske forskydninger udstilles på eksemplarisk vis.
Esben Tange er cand.mag., redaktør i DR P2 og kunstnerisk leder af Rued Langgaard Festival.
