Butikkens åbningstider

Mandag - Fredag: 10-18
Lørdag: 10-15

Vort katalog
Bøger (45)
Klassisk » (34817)
  Jul (25)
  Kammermusik 2 (428)
  Orkestermusik 2 (529)
  Soloinstrument (1186)
  Vokalmusik 2 (317)
  Orkestermusik » (6406)
    Orkestermusik 2
  Kammermusik (5335)
  Instrumenter (5557)
  Opera (1619)
  Vokalmusik (5037)
  Barok/Renaissance (437)
  Ny musik (210)
  Tale (13)
  Børn (7)
  Filmmusik (57)
  Musik fra film & TV (47)
  Ukategoriseret (7605)
DVD & Blu-ray (1420)
Musik fra film & TV (70)
Jul » (321)
Danacord TILBUD (61)
Soundtracks TILBUD (106)
Pop / Rock (1956)
Soundtracks » (617)
Traditional (243)
Jazz (814)
Tale (18)
Gavekort (9)
Søg
Indtast søgeord
eller gå til
Avanceret søgning
Indkøbskurv  Mere
Indkøbskurven er tom

Gratis forsendelse ved ordrer over 100 kr.
i webshoppen!

Plademærker
Nyheder  Mere
Clementi. Piano Sonatas and Preludes. CD
Clementi. Piano Sonatas and Preludes. CD
 159,50 
Gavekort

Tilbud  Mere
Desplat Alexandre: Rise of the Guardians
Desplat Alexandre: Rise of the Guardians
 149,50 
 39,50 
Vis alle tilbud
Mest populære
1.Bach. Brandenburgkoncerter. Concerto Copenhagen (2 CD)
 
2.Mozart. Klaverkoncerter 11-13. Katrine Gislinge
 
3.Tivoli-Garden: Dedicated
 
4.Carl Nielsen: Fynsk Forår / Aladdin-Suite / 3 motetter op. 55
 
5.Mahler. Symfonier 1-10. Berlinerphilharmoniker (10 CD + 4 BluRay)
 
6.Jesper Koch. Dreamscapes. Odense Symfoniorkester
 
7.Beethoven 9 symfonier, Daniel Barenboim (6 CD)
 
8.Carl Nielsen: Symfonier 2 og 3 / Alan Gilbert / New York Filharmonikerne (SACD)
 
9.Bent Sørensen. Concertos. Andsnes. Fröst. Helseth
 
10.Mahler Symfoni nr 9. Bamberg Symfoniork. Herbert Blomstedt (2 CD)
 
Information
Handelsbetingelser
Udsolgte varer
Søgevejledning
Persondatapolitik
Kontakt

Carl Nielsen Symfonier 5 og 6 Alan Gilbert, dirigent New York Filharmonikerne

 149,50 
Antal: 

Danmarks store symfoniker og nationalkomponist Carl Nielsen opsøgte nye musikalske veje helt frem til sin død. Hans to sidste symfonier, nr. 5 og 6, fuldender billedet af komponistens kunstneriske udvikling, som altid var langt foran omgivelserne. Denne indspilning af New York Philharmonic og chefdirigent Alan Gilbert kaster nyt lys på den originalt udformede skæbnekamp i Nielsens 5. symfoni side om side med 6. symfonis uudgrundelige ironi, som var svær at forstå på Nielsens tid, men har forsynet efterfølgende generationer af komponister med symfonisk brændstof.

 

Symfonisk brændstof og lystige ting

Carl Nielsen skrev seks uortodokse symfonier. Ingen af dem følger de standarder, man i sam­tiden havde for en symfoni. Dertil kommer Carl Nielsens dybt originale tonesprog, der på én gang er krøllet, ligefremt og visionært. Det gør det svært at placere hans musik i de sædvanlige stilistiske og historiske kategorier.

»Det er svært at sætte etiketter på Nielsen«, siger New York Filharmonikernes chefdirigent, Alan Gilbert. »Nogle gange er hans musik spændende og sjov, andre gange trøstesløs og tilknappet. Han kan lide at sætte meget forskellige billeder op mod hinanden, og han laver pludselige ryk på en meget karakteristisk måde. Hvad bliver det næste? Som jeg ser det, maler han et billede af livet.«

På to måder kom Carl Nielsen fra randområdet: Han var dansker i periferien af Europa og landsbybarn opvokset langt væk fra hovedstadens professionelle musikliv. Han blev født på Fyn i 1865 som søn af en landsbymaler og spillemand, der lærte ham at spille violin og trompet.

Familien havde ikke råd til at betale for en uddannelse, så 14 år gammel fik Carl Nielsen arbejde som regimentsmusiker. Ugelønnen var nogle småpenge og et firekilos rugbrød. Men i den danske provins følte man sig ramt på mindreværdet, når lokale talenter gik til spilde. Derfor gik velgørere i Odense sammen om at sende drengen til København (lige som det var sket for bysbarnet H.C. Andersen et par generationer tidligere). Nielsen blev optaget på konservatoriet som violinist, og i 1889 vandt han konkurrencen om en fast stilling i Det Kgl. Kapel. På bare ti år havde han bevæget sig fra udsigtsløs fattigdom til hovedstadens kulturelite.

En stærk drivkraft forhindrede Carl Nielsen i at blive på sin plads ret længe ad gangen. I 1905 opsagde han sin orkesterstilling for at koncentrere sig helt om at komponere. Musikalsk set opsøgte han lige til sin død nye veje, også selv efter at han i en moden alder omsider opnåede bred anerkendelse. Hans to sidste symfonier fuldender billedet af Nielsens kunstneriske udvikling, som hele tiden var langt foran hans omgivelser. Koste hvad det ville.

 

Symfoni nr. 5

Carl Nielsens musik sammenlignes ofte med en naturkraft, og ingen steder passer den beskrivelse bedre end på hans Femte Symfoni fra 1920-22. Samtidig rummer symfonien en rungende efterklang af menneskets egne kræfter, som havde hærget i 1. Verdenskrig. Striden i Femte Symfoni har kosmisk format. Nielsen ville ikke anerkende, at det er en krigssymfoni, men bemærkede dog: »Der er ikke én af os, der er den samme nu som før krigen.«

Symfonien er et todelt, polariseret værk. Musikken begynder i en naturtilstand. Ikke en idyl, men en primal verden, en uciviliseret fred. To temaer, der begge udspringer af den indledende strøm i bratscherne, holder hinanden i skak. Et fredeligt tema spilles af blæsere parvis som dyrene i Noahs ark. Over for det står modpolen, en borende, hvirvlende figur. Spændingsbalancen bliver brudt af en tromme, men retter sig igen, og halvvejs inde i 1. sats er verden øjensynligt atter fredfyldt. Det åbner for en Adagio, så smuk og hellig, at den næsten er »religioso«, og musikken kulminerer i en hymne, hvor horn og strygere stræber mod himlen.

Men magten kan ikke bare sådan tippe over til det lyse. Mørket angriber med trommen som spydspids, og denne gang er der kræfter nok til at skabe et ragnarok. Nielsen beder trommeslageren om spille »i sit eget tempo, som ville han for enhver pris forstyrre musikken.« Det udvikler sig til en undergangstilstand, hvor »trommeslageren fantaserer ganske frit med alle mulige opfindelser.«

Denne skæbnekamp – et af de første eksempler på tilfældighedsmusik i en symfoni – falder ud til lysets side. Trommen trækker sig tilbage, dog uden at være slagen, for den er i live, da den forsvinder bagud i orkestret, mens omgivelserne synker sammen i fred.

Anden del af symfonien er et billede på en ny verdensorden. Ansatsen med et ærgerrigt tema, der tager manisk fat på udfordringerne, viser sig at mangle udholdenhed og går i stå som en gammel motor. Da en djævelsk fuga tager over, splitter den i stedet for at bygge op, og fremskridtet brænder sammen. Den desperate heroisme har spillet fallit. Nu vender satsens hovedtema tilbage, denne gang spillet pianissimo. En afspændt flerstemmighed åbner for en magisk rejse mod lyset. Som afslutning hører man hovedtemaet i sin oprindelige form, helt sejrssikkert. Toppen er nået.

Da Carl Nielsen arbejdede på sin Femte Symfoni, havde han f et status som Danmarks national­komponist. Hans folkelige sange havde givet ham et stort publikum, men i koncertsalen var han ikke ubetinget populær. Man frygtede, at han i udviklingens navn ville ødelægge alt det beundringsværdige. Ofte nåede publikum ikke at komme sig over hans seneste eksperiment, før Nielsen igen stak af i en ny faretruende retning.

Uropførelsen i 1922 dirigerede Nielsen selv i Københavns konservative Musikforeningen, og programmet, han havde lagt til lejligheden, var med et pænt ord »nysgerrigt«: Først Beethovens Leonore ouverture nr. 2, så Bachs Brandenburgkoncert nr. 1 og hans strenge påskekantate »Christ lag in Todesbanden«. Og så den nye Symfoni nr. 5!

Symfonien kostede igen Carl Nielsen opbakning. Hans gamle støtte, komponisten og dirigenten Victor Bendix, beskrev den harmdirrende som »denne urenlige løbegravsmusik, dette frække bedrag, denne knytnæve i ansigtet«. Det var ifølge Nielsen den hårdeste kritik, han kunne f . Værre, end at der ved førsteopførelsen i Stockholm i 1924 »udbrød en virkelig panik«, som aviserne rapporterede, da store dele af publikum udvandrede under 1. sats »med rædsel og vrede malede i deres ansigt«.

I 1920’erne blev symfonien spillet i bl.a. Berlin og Paris og opført af berømte dirigenter som Wilhelm Furtwängler, Pierre Monteux og Jascha Horenstein. Det definitive gennembrud kom i 1962, da symfonien blev indspillet af New York Filharmonikerne og Leonard Bernstein. I dag står Carl Nielsens 5. Symfoni som ikke blot et af hans stærkeste værker, men som en af de mest originale symfonier fra det 20. århundrede overhovedet.

 

Symfoni nr. 6, »Sinfonia semplice«

Symfoni nr. 6 fra 1924-25 blev længe opfattet som Nielsens »tossede« symfoni, stemplet som meningsløs og tilfældig. Nu har den langt om længe opnået anerkendelse som et af hans mest fremsynede værker. En postmoderne symfoni, skrevet mere end et halvt århundrede før postmodernismen! Igen placerer Carl Nielsen sig uden for de gængse strømninger. Det havde ingen øre for ved uropførelsen i 1925, selv ikke hans tilhængere. Havde mesteren virkelig skrevet en svag symfoni?

Titlen »Sinfonia semplice« (Enkel symfoni) er underfundig. Den hentyder umiddelbart til de naive temaer og til den gennemsigtige orkestrering. Carl Nielsen er tilsyneladende også vendt tilbage til de klassiske dyder med fire adskilte satser, og i pressen fremhævede han det lette og ligetil ved symfonien. Den er »af lysere Farve end mine andre Symfonier – der er lystige Ting deri«, sagde han, uden at man i avisen kunne aflæse, om det blev sagt med eller uden et sardonisk smil.

For der er en meget stærk ironi i musikken. De naive temaer gøres til postulater, og det gode humør svinger gang på gang over i sarkasme. Og først og fremmest er de symfoniske argumenter alt andet end enkle. Musikken bygger på tvetydigheder og brud, og den modsiger sig selv fra start til slut. Nielsens samtid håbede, at det hele blot var en underlig vits.

1. sats lægger tilsyneladende ud som en harmløs neoklassisk symfoni, men hurtigt melder der sig en kompleksitet, der gør »enkelheden« falsk. Alle gode intentioner undergraves, og tre gange mislykkes Nielsens forsøg på at skabe kerneindhold ved hjælp af en fuga. Satsen arbejder sig op mod et højdepunkt, der kikser storslået på en skærende uhyggelig dissonans. Enkelhedens misvækst har allerede tabt, og satsens afrunding er slukøret – den holder bare op med at være til.

Så følger Nielsens mest yderligtgående symfonisats, Humoreske. En kollektiv improvisation fra surrealismens gennembrudsår, hvor instrumenterne slippes løs i et grotesk anarki. Satsen klynger sig til et halmstrå, en spillemandsmelodi, der skal rette op på kaostilstanden. Det forsøg skyder Nielsen selv ned, mens trombonen gaber provokerende af kedsomhed.

Klip til symfoniens strengeste sats, den neobarokke Proposta seria (proposta er det samme som temaet i en fuga, som her er af næsten patetisk karakter). Oven på Humoreskens chok forsøger symfonien at samle sig ved hjælp af klassisk satsteknik. Flere forsøg undervejs bliver ikke gennemført efter planen. Da satsen omsider falder til ro, er det ikke efter veloverstået gerning, snarere på grund af opgivenhed.

4. sats er symfoniens klimaks: Et sæt variationer, så forskelligartede, at det grænser til ren collage. Med udgangspunkt i en lille fagotmelodi, der lyder som en sangleg, sender Nielsen fantasien afsted ud over stepperne. Variationsformen spændes hårdt, og også dette formprincip mister evnen til at fungere som ramme. Det endelige brud sker i en vals, hvor Nielsen trækker tråde til valsene i sit debutværk Suite for strygere, og i den beundrede Symfoni nr. 3. Men denne gang går det galt – den uskyldige valsemelodi angribes af kaotiske udbrud fra messingblæserne, der i dobbelt tempo og fremmede taktarter f r musikken til at kannibalisere sig selv. Til sidst er der kun knoglerne tilbage i en makaber variation for slagtøj.

Afslutningen annonceres af en overdreven fanfare, som er en præsentation af – ingenting! Man f r kun det mest forulempende, hele symfonien har at byde på, en fuldemandspolka med idiotiske umpapa-lyde. Skingre klange i piccolofløjte og klarinet klemmer variationstemaet ud en sidste gang, mens fagotterne bliver efterladt på deres dybe tone uden at opdage, at symfonien er slut.

Carl Nielsen brugte sin sidste symfoni til en dekonstruktion. En pinagtig skuffelse for den fan­skare, der troede de vidste, hvad de skulle beundre – men stærkt stimulerende for efterfølgende generationer, der med Nielsens 6. er forsynet med symfonisk brændstof til mange år frem i tiden.

© Jens Cornelius, 2014

Ved køb over
100 kr. er
portoen gratis!
 
Del Carl Nielsen Symfonier 5 og 6  Alan Gilbert, dirigent New York Filharmonikerne på facebook Skriv om Carl Nielsen Symfonier 5 og 6  Alan Gilbert, dirigent New York Filharmonikerne på Twitter Tilføj Carl Nielsen Symfonier 5 og 6  Alan Gilbert, dirigent New York Filharmonikerne til dine foretrukne Tilføj Carl Nielsen Symfonier 5 og 6  Alan Gilbert, dirigent New York Filharmonikerne til dine Google Bogmærker
Tilbage
Kunder der har købt dette produkt købte også
Carl Nielsen Symfonier 1 og 4  Alan Gilbert, dirigent New York Filharmonikerne (SACD)
Carl Nielsen Symfonier 1 og 4 Alan Gilbert, dirigent New York Filharmonikerne (SACD)
Romantisk musik for obo, fagot og orgel. Trio Andrea Palladio
Romantisk musik for obo, fagot og orgel. Trio Andrea Palladio
Carl Nielsen: Symfonier 2 og 3 / Alan Gilbert / New York Filharmonikerne (SACD)
Carl Nielsen: Symfonier 2 og 3 / Alan Gilbert / New York Filharmonikerne (SACD)
Produktet blev oprettet fredag 09 januar, 2015.
Danacord Butik | Vognmagergade 9 | 1120 København K | CVR nummer: 72 91 10 16
E-mailadresse: daco@danacord.dk | Telefon: +45 33 11 22 51